Sommerfesten

Sommeren indledes med Sommerfesten, der ligger i midten af juni måned. Det er en fest for forældre, børn og personale. Selve dagen står i festens tegn. Forberedelser af forskellig art er i gang fra morgenstunden. Haven ordnes, lam sættes over gløder, kulisser stilles op, bar og boder gøres klar. Kl. 17.00 begynder festen. De ældste børn har lavet boder, hvor børnene kan vinde hinandens aflagte legetøj - en stor attraktion! Der bliver solgt lodder til amerikansk lotteri. Et af aftenens højdepunkter er teaterforestillingen spillet af forældre og børn. Fonden har uddelt eventyrets mange roller til de udvalgte. Alle morer sig. Bagefter nyder vi børnehavens specialiteter: Spidstegt, farseret lam og laks over bål med diverse salater til. Snakken går, børnene leger, aftenen skrider frem, kagerne kommer på bordet, baren har besøg, mørket falder på, myg og mitter danser, et bål tændes, sange lyder, natten er over os, festen er slut.