Legetøj

Hvor er alt legetøjet? Det er der mange, der spørger om, når de kommer her første gang. Ved nærmere eftersyn kan man se, at hylderne bugner af klodser og kurve fyldt med bl.a. naturmaterialer.

Børnehaven er ikke i besiddelse af særlig meget legetøj. Det vi har, er meget enkelt, idet vi mener, at jo enklere legetøjet er, jo rigere bliver børnenes fantasi og billeddannende evne.

Vi gør meget ud af vores materialevalg. Det er helt bevidst, at det meste her i børnehaven er lavet af naturmaterialer. Det gælder også for kurve og kasser til legetøjet. Vi mener, naturmaterialet er med til at udvikle kvalitetssans og sans for materialer hos børnene. Naturmaterialer har desuden en “blød” lyd og giver ro i sindet.

Derudover har vi valgt at være et supplement til de fleste børneværelser. Vi lægger vægt på, at børnene ikke bliver bundet af færdigt systemlegetøj, men kan bruge kombinationen af naturmaterialer og det konventionelle legetøj. Det er både godt og vigtigt, at børnene også kan bruge de mange materialer, de møder på deres vej i skoven eller på stranden til deres lege.

Hvad har vi så på hylderne? Først og fremmest har vi virkelig mange klodser, store, mellemstore og små. De har den vidunderlige egenskab, at de kan være hvad som helst, kombineret med tørklæder, dukkehuse, Brio togbane, biler, skibe, vilde og tamme dyr. Vi har mange kurve med barkstykker, muslingeskaller, store og små sten, træstubbe, grene, pinde, kogler, kastanjer og mos. Børnehavens naturmaterialer er indsamlet på utallige ture og indgår altid i børnenes lege. Kogler, kastanjer og sten kan bruges til mad eller købes og sælges, lastes og losses.

 

Vi har masser af tæpper, snore og klemmer, der kan laves til huler, redes til senge, hænges op, så de danner vægge til stuer, som børnene leger i. Kombineret med dukkeseng, komfur, gryder, potter, kander og kopper samt dukker og bamser er der lagt op til mange familielege. Udklædningstøj, hatte, fine kjoler, kapper, sko, tasker og sværd - børnehaven har tit “fint” besøg.

Vores have og vores hus er to sider af samme sag. Den naturlighed og enkelthed, der hersker med hensyn til legeredskaber i haven, svarer til enkeltheden inde i huset.

Haven byder på mange oplevelser med vand, jord, ild, sand, græs, leg på højen, klatre i træer eller leg på vores store sten. Rutschebanen, gyngerne, legehusene og buskene er udgangspunkt for mange lege, og bålpladserne bliver flittigt brugt til madlavning eller blot som samlingspunkt for et lille snittehold.   

    

Huset og haven giver, sammen med de aktiviteter vi laver med børnene, gode muligheder for selvvirksomhed og erfaringer. Børnene har nærmest optimale muligheder for at bruge og udvikle mange ressourcer i sig.