Høstfesten

Efteråret indledes med Høstfesten, som står for døren med alle dens forberedelser. Vi høster frugt, grøntsager, nødder, svampe og hvad vi ellers kan få i vores egen have, i museets og i andre haver, på marker og i skove i nærheden. Vi kværner korn, bager knækbrød over bål, kærner smør og sylter. Vi bruger en hel dag på at lave dejlig æblemost af æbler fra børnenes haver og hvad vi har samlet i Museets Have. Der bliver bundet en høstkrans. Skov- og ældstegrupperne har de seneste år fået lov til at høste i haven på Frilandsmuseet. Det hele slutter med en fest, hvor hvert barn medbringer blomster, frugt og grønt hjemmefra. Alt tilberedes til et stort tag selv bord. Inden vi spiser, går vi i haven og synger sanglege. Det er en dejlig fest både for øje og mave.